VILDFARNE ENGEL

Om tilblivelsen af denne smukke og stærke sang som du skulle give dig tid til at høre i sin helhed, skriver Allan Olsen på sin Facebook side:

Kære venner.
Det sidste (og eneste) Poul Schlüter nogensinde sagde til mig var: – Tak, hvor elskværdigt…

Ordene faldt i et Aftenshowet-program, hvor jeg havde lovprist hans fine, tydelige sprog og diktion. Rest in peace, Poul…

Netop elskværdige vil jeg kalde de par håndfulde mennesker, som i lang tid har hjulpet mig med lidt af et monster-projekt.

Jeg har i et halvt års tid siddet og feslet med en sang – den som i dag udkommer på diverse online platforme.

Sangen hedder Vildfarne Engel.

Den blev færdig i oktober sidste år. Men der manglede altså noget… Ikke ord eller musik. Men deltagelse. Oplevelsen af at dele den med nogen – at få nogle flere med …

Jeg skrev og ringede lidt rundt. Arizona, Irland, England, Shetlandsøerne – og en hel del ringeri herhjemme… – Om de ville spille med på en sang om sygdommen – eller måske mere om tiden efter pandemien?

Alle var med fra første dag. – What ”A shot of Love” som Dylan, vores nestor, synger.

Min ven og med-kombattant fra Olsen/Jonah Blacksmith-dagene, Thomas Alstrup, åbnede sit brede armfang og satte sig til rette i sit lydstudie. Med et gavnligt glimt i blikket og al den humor og kunnen, der skal til. – Og som Thomas har.

Vi indspillede mig – min vokal og min guitar.

Howe Gelb/Giant Sand, Thøger Lund, kontrabas – begge i Arizona. Jane Clark, fiddle og Victor Smith – Victor, der bygger verdens fineste mandoliner – begge bosat i Danmark, men begge fra udlandet. Og i Irland – min vidunderlige soulmate fra et par vilde år på landevejen midti 90’erne, Leonard Barry, på uillian-pipes – og på bouzouki ligeledes irske Donal Clancy.
Og så ringede jeg til Viggo fra Ansager. Hvilket nu ikke var nøvndigt, for Viggo og jeg ses stort set dagligt… Hva’ æææ – har du stadig dine trommer Viggo??

Alle disse mennesker fik tilsendt musikken som lyd-filer, og skulle så indspille ovenpå disse og returnere filerne til Thomas. Jeg kan hilse og sige: – Det er ikke let.

Men de gjorde det sgu. Kærligt, professionelt og med indfølelse…
Og det lød fedt!
Men ak – så modtog de det næste benspænd:

Jeg ville nemlig have dem til at filme sig selv med deres smart-phones mens de indspillede til sangen. Og returnere optagelserne til os, tak. – Ja ja – Oooukay så…

For min tanke havde fra starten været en musikvideo – ikke på plade etc. – Bare en flok der fra deres respektive hjørner bidrager til en sang, som vi mener vedkommer andre end os selv, en fangruppe, eller et pladeselskab…

Derfor.

Fotografen Michael Ersted filmede vores hjemlige optagelser og var med overalt som et ydmygt linse-øje.

Og Wili Jønsson, den gamle ræv, blev trukket af stalden, og Randi Laubek, hvis sangstemme gør mig til flødeis. Samt Viggo Sommer – alle sang de det smukkeste kor hos Lars Skjærbæk, der velvilligt stillede sig selv og sit lydstudie til rådighed i København.

Og efterhånden kunne vi begynde at samle stumperne til en helhed…

Filmklipper, musiker, fotograf o.m.a., Søren Lynggaard, gik i gang med at gennemgå uendelige timers film, og mange firkantede øjne senere kunne vi for et par dage siden finalize, som det vist kaldes.

NU skal den Vildfarne Engel ud til jer: Og den er lisså gratis, som at ingen har modtaget en penny for at være med. – Værsgo!

Et dejligt monster er skabt, synes vi. Via mange menneskers kærlige og selvopofrende deltagelse.

Tak folks!
Jeg skylder én – eller flere…
K., Allan O..